Tidsskriftet «Ideer om frihet» ble utgitt fra 1980 til 2000. Liberaleren har fått tillatelse til å publisere artiklene fra tidsskriftet slik at de blir bevart for ettertiden. Denne artikkelen er hentet fra Ideer om frihet nr 3, 1991.
Adam Smith huskes for sit økonomiske værk Nationernes velstand, der udkom i 1776 og blev grundlaget for den klassiske nationaløkonomi. Men der er i lige så høj grad årsag til at huske ham for hans filosofiske forfatterskab, for det er det, som taler til vor tid. Adam Smith fandt, at vil man befordre et godt samfund, gælder det kun om at være tro i sit kald og stand og modstå totalitære fristelser.
Nu har vi i fire årtier været undertykt af statens sorte hånd, så nu længes vi efter at leve under markedets «usynlige hånd», sagde en ungarsk økonom for nylig. Efter mange års statsdirigeret planøkonomi, som i praksis betød stilstand og ansvarsforflygtigelse, er målet nu at lade det frie marked regulere samfundet. Og dette kan så levende udtrykkes ved at modstille statens mærkbare og alt for synlige hånd med markedets «usynlige hånd». Dette begreb, «den usynlige hånd», stammer fra den skotske økonom og filosof Adam Smith, som levede fra 1724 til 1790.
Den «usynlige hånd» er hos Adam Smith garanten for, at det altid vil gå godt, når vi blot koncentrerer os om os selv og vore nærmeste. Markedets «usynlige hånd» vil så sørge for, at alle vore indbyrdes modstridende handlinger alligevel ender i en heldig tilstand for fællesskabet.
Mennesker er, ifølge Adam Smith, fra naturens side udstyret med en vilje til at ville gøre godt. Medfølelse med andre ligger dybt i mennesket. Men der er visse vanskeligheder forbundet med at gøre godt, for det er faktisk ikke muligt at gavne andre end sig selv og sine nærmeste. «Jeg har aldrig set noget godt gjort af dem, som var interesseret i at handle for det fælles bedste,» skriver Smith. Selv om vi måske gerne ville, kunne vi ikke afgøre, hvad der er det nyttige for fællesskabet og handle derefter. Trods al god vilie må mennesket begrænse sit virkeområde til at kun at gavne dem, han er i nær berøring med. «Ved at forfølge sine egne interesser fremmer han ofte samfundets interesser mere effektivt, end hvis han direkte søgte at fremme dem.» Det er ved at arbejde for sig selv i sine nære omgivelser, at man gavner fællesskabet og ikke omvendt. Selv om tanken på det kollektive muligvis er en skøn idé, så bliver man alligevel nødt til at nøjes med at tænke på sit eget og sine egne forpligtelser, selv hvis man vil befordre det fælles bedste.
Adam Smith levede i 1700?tallet og skrev i tidens religiøse sprog. Således er idéen om «den usynlige hånd» hentet fra tidsåndens optimistiske tro på, at verden er skruet således sammen, at der er en overensstemmelse mellem den enkeltes lykke og samfundets lykke. Ofte benytter Smith i stedet for «den usynlige hånd» udtryk som forsynet, Guds plan eller naturens formål. Mennesket skal ikke lege Gud, men tillidsfuldt lade de større sammen?hænge regulere sig selv.
«Administrationen af det store system her i verden, omsorgen for alle fornuftige og følende væseners store lykke, er Guds opgave og ikke menneskets. Til mennesket er tildelt en meget mere beskeden opgave, men et kald der passer meget bedre til hans snæversyn og hans kræfters svaghed, nemlig omsorgen for hans egen lykke, hans families, hans venners, hans land. At han måske er optaget af at gruble over det mere sublime, kan aldrig være en undskyldning for at se bort fra de mere ydmyge opgaver.»
Mennesket er fra Skaberens hånd udstyret med fornuft, men ikke i tilstrækkelig mængde til at vi kan bruge den til at erstatte naturens eller markedets selvregulering med planøkonomi eller femårsplaner. Mennesket bør kende sin plads, som ikke er at lege Gud, udrydde alle ordner eller påtage sig ansvaret for enhver mangel. Mennesket er kun ansvarlig for sin nærhed og sine nærmeste.
«Hvilken interesse vi end tager i de menneskers lykke, med hvem vi ikke har noget bekjendskab eller nogen forbindelse, og som er placeret helt uden for vores aktivitetssfære, så kan det kun afstedkomme anger hos os selv uden på nogen måde at være til fordel for dem.» Det nytter ikke noget at interessere sig for sultne i Afrika eller flyktninge i den tredje verden, for det produceres allerhøjst kun skyldfølelse hos os selv uden at afhjælpe nøden hos de lidende. «Det sker meget sjældent, at vores goodwill over for fjerne lande kan udøves med nogen særlig virkning,» siger Smith.
Mennesket er godt, ifølge Adam Smith, men hvor andre ser noget positivt i dette, opfatter Smith det som et problem. For selv om vi vil det gode, evner vi ikke at gennemføre og realisere det gode og således gøre det godt, påstår Smith. Kun Gud kan i kraft af sin almagt handle godt, fordi Gud kan forudberegne konsekvenserne af alle sine handlinger. Vi mennesker derimot er for skrøbelige og imperfekte skabninger til at kunne vide, hvad der faktisk ender godt. Tit er det set, at velmente initiativer får utilsigtede konsekvenser langt fra det ønskelige. Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode forsætter.
Men Smith gør heller ikke egoisme til noget moralsk godt. Når Smith taler om, at vi skal handle ud fra os selv og vore nærmeste, er det ikke en moralsk betragtning, men en sund fornuftig overvejelse. Det er simpelt hen mest nyttigt, når hver enkelt koncentrerer sig om den del av helheden, han personligt kender noget til. «Guddommen … synes at have skønnet, at menneskefællesskabets fordele bedst fremmes ved, at hvert enkelt individs opmærksomhed rettes mod den del af det hele, som ligger mest inden for hans sfære. «
Menneskets forpligtelse angår det personlige. Vi er ansvarlige for den nærhed, vi færdes i, fordi her kender vi forholdene og har mulighed for at vide, hvad der er godt. Men et globalt ansvar er en uting, som skader mere, end det gavner. Vi kan ikke i Danmark vide, hvad der er godt for folk langt fra vores land. Og vi belaster kun vores egen skyldfølelse ved at interessere os for fjerne, menneskers lidelser. Adam Smith ville som genopstanden i dag næppe kunne få ansættelse i DANIDA [Den danske parallell til NORAD] eller en anden humanitær organisation, der lever af at prike til medmenneskenes skyldfølelse.
«Projektmageren» kalder Smith i holbergsk ånd den intellektuelle, der tænker i store planløsninger og kollektive snuptag. «Projektmageren er som regel meget klog i sin egen indbildning,. Og han er ofte så forelsket i skønheden ved sin egen ideelle plan for statsstyret, at han ikke kan tåle den mindste afvigelse fra det. Han udtænker det fullstændig i alle dets dele, uden noget hensyn hverken til de interesser eller fordomme, der måtte modsætte sig foretagendet. Han forestiller sig, at han kan arrangere og herse med de forskellige medlemmer i det store samfund lige så let, som hånde flytter med brikkerne i et skakspil. Han kommer ikke på den tanke, at brikkerne på skakbrættet ikke har andre bevægelsesprincipper end dem, som hånden tvinger ned over dem. Mens i det store skakspil i det menneskelige samfund besidder hver enkelt del sit eget bevægelsesprincip, som kan være helt forskelligt fra det, som lovgiveren måtte ønske at trykke ned over det.»
Og et andet sted skriver Smith: «Projektmagere forstyrrer naturen og dens måde at virke på i menneskelige anliggender, og der behøves ikke andet end at lade naturen i fred og give den fairplay i forfølgelsen af dens mål. … Alle regeringer, som fordrejer denne naturlige gang, og som tvinger tingene i andre retninger, eller som forsøger at stoppe fremskridt i samfundet og fastholde dette i en bestemt tilstand, er unaturlige og bliver før eller siden undertrykkende og tyrannisk.» Profetiske ord skrevet i det første udkast til Smiths økonomiske teori fra 1755.
Adam Smith har været død i 200 år, og hans tanker har også været hendøende i mange år. Med jævne mellemrum oplivede et par intelektuelle liberalister hans økonomiske principper og bidrog dermed til at sikre navnet fra at gå i glemmebogen. Men desværre har økonomen Smith overlevet filosoffen Smith, for det er i Adam Smiths filosofiske og religiøse overvejelser, at Smith taler til vor tid.
Når eksempelvis Vaclav Havel skriver om, at planøkonomi er et forsøg på at sætte sig i Guds sted, så er det som talt ud af Smiths tankeverden. Og når det er blevet moderne at være globalt ansvarlig for alt fra flygtninge til forurening, så må man med Adam Smith i hånden spørge, om det er særlig rationelt? Og er et globalt ansvar ikke bare en ny måde at ville sætte sig i Guds sted, behærske det fælles bedste og føre «den usynlige hånd»? Konsekvensen af Smiths filosofi er en klar fastholdelse af det personlige og nære ansvar og det fornuftige i dette.
Planøkonomi og globalt ansvar er unødige idealer, da verden er skruet således sammen, at det fælles bedste ikke kan skabes eller kommanderes frem. Samfundet er ikke et kunstværk, der skal skabes, og hvor penselsstrøg influerer millioners liv. Et godt samfund kan kun opstå som en følge eller en bivirkning af individernes private betræbelser på at gavne sig og sine i de omstændigheder, man er sat til at leve under.
Vil man befordre et godt samfund, gælder kun om at være tro i sit kald og stand. Og så træne sig i at modstå totalitære fristelser.
Hentet fra Ideer om frihet nr 3, 1991.
